The only love - money can buy  

               -------------------------------------------------------------------    

Golden Retriever

Golden Retrieveren er fremavlet i den sidste halvdel af 1800 tallet. Den er opstået i grænselandet mellem Skotland og England. Det var Lord Tweedmouth, der på sin ejendom ved Loch Ness grundlagde racen ved at parre en Gul Flatcoated Retriever med en Tweed Water Spaniel (en race der forlængst er uddød) Andre racer som New Foundland , Irsk Setter og Labrador blev også indkrydset.

Indtil 1911 var racen kendt som Gul Flatcoated Retriever. Den Engelske Kennel Klub anerkendte Golden Retrieveren som en selvstændig race i 1913.

Avlen af Golden Retrieveren som har været koncentreret på godserne i England og Skotland, havde sit udspring i ønsket om en pålidelig og stabil apportør, som kunne arbejde en hel dag, både på land og i vandet. Den skulle have en god lugtesans og en skånsom vildtbehandling.

De første Goldens kom til Danmark i 1956 og det første kuld blev født i 1958.

Siden har racen oplevet en eksplosionsagtig popularitet, som desværre nogen gange har resulteret i tilfældig og useriøs opdræt af hvalpe, der let kunne sælges på grund af den store efterspørgsel.

Racen er i dag en af de mest populære, kendte og elskede hunderacer.

En Golden Retriever er en middelstor hund, med en skulderhøjde på 51-56 cm for tæver og på 56-61 cm for hanner. Tæverne vejer ca. 30 kilo og hanner ca. 35 kilo, når de er udvoksede.

En Golden Retriever er karakteriseret ved sit venlige og imødekommende væsen. Den har let ved at lære og er ivrig efter at samarbejde med sin fører. Disse evner er grunden til Golden Retrieverens mange forskellige anvendelsesmuligheder. Den bruges som førerhund, handicaphund/servicehund, bombehund, redningshund, jagthund, terapihund, narkotikahund og som en uforlignelig familiehund.

Den er så absolut uden evner som vagthund, da den elsker at hilse på fremmede og møde nye mennesker. De kan selvfølgelig godt gø, når nogen kommer til døren, men et venligt ord og en kløen bag øret og den har nedlagt alle forsvarsværkerne.

Den har et stort kontaktbehov og besidder en stor godmodighed. Den er let at træne og har et medfødt talent for at svømme og for at apportere. Dens begejstring for vand fornægter sig ikke. Den løber fornøjet ud i den koldeste sø eller det mest mudrede mosehul. I mangel af bedre tager den et hovedspring ud i den mindste vandpyt, om den så bare kan få dækket poterne med vand.

På jagt anvendes den primært til arbejdet efter skuddet dvs. til at finde og bringe det skudte vildt tilbage til jægeren.

Dens højt udviklede instinkt for at finde og bære, kommer ofte til udtryk, idet den konstant bærer rundt på ting, den finder. Det være sig sine egne legeting, børnenes legeting, et stykke brænde fra brændekurven, en morgensko eller dagens avis. Det kan nogen gange være svært at finde en grimasse der kan passe, når hunden stolt kommer bærende med et par underbukser fra vasketøjskurven og præsenterer dem for ens middagsgæster. Det er en måde for en Golden at udtrykke følelser på. Man må ALDRIG skælde en hunden ud for at komme med en ting, den har fundet. Hvis hunden bærer rundt på noget den ikke må, skal man helt enkelt bytte det ud med noget som hunden gerne må bære på.

Allerhelst bør man udnytte denne egenskab hos hunden og træne apportering som en nyttig aktivitet, da en Golden elsker at arbejde med sin fører.

Dens store behov for menneskeligt selskab gør det til en forbrydelse af anskaffe en Golden hvis den skal være alene mange timer hver dag. 8 timer bør være et maksimum.

Den er legesyg og elsker at deltage i familiens aktiviteter. Den er en ideel følgesvend på gå og løbeture, på stranden og i vandet, på sofaen derhjemme, eller foran brændeovnen når der skal slappes af. Hvis den får lov, vil den elske at ligge i sengen og mange retrievere udvikler en helt speciel "snigeteknik" med hvilken de ganske ubemærket, med en pote af gangen kan snige sig op i sengen. Et øjeblik efter ligger de som en urokkelig stenstøtte og snorker ! Det er utroligt så tung en Golden kan blive, når man vil skubbe den ud af sengen. Nogle vælger den modsatte taktik og springer med stor beslutsomhed lige op i sengen og lander med stor præcision lige på ens mave. Når man så ligger der og ikke kan få luft og derfor ikke kan råbe til hunden at den skal forføje sig, ja så lister den ligeså stille ned i benenden og lægger sig tilrette med et højlydt suk.

En Golden Retriever har en middellang blød pels, der bør børstes godt igennem en gang om ugen. Egentlig trimning er kun aktuelt ved udstilling. De fælder normalt et par gange om året og vælger man en Golden Retriever, har man også valgt at have hundehår i hjemmet. På tæpperne , i sofaen, på tøjet og også nogen gange i maden ! 

 

 

DEN DER SIGER AT KÆRLIGHED IKKE VARER VED - HAR ALDRIG EJET EN HUND

 

                     

                          Joyous Easy to Love 

                       FØDT DEN 29 JANUAR 1999

Mor: Joyous Yearning Yaz - Holland  --  Far:  Bullseye v.d. Beerse Hoeve - Holland  

Easy 11 år

Easy er  vores alfahund. Hun bestemmer suverent over de andre hunde. Hun leder flokken på en meget diskret måde. En lille let knurren eller halen højt løftet, er nok til at få selv den mest uregerlige hvalp til at slappe af. Hun udøver sin magt stilfærdigt men myndigt og blander sig ikke unødigt   i flokkens eventuelle skærmydsler. Hvis vi en gang imellem glemmer hendes position som leder af flokken, gør hun os højlydt opmærksom på at hun altså vil tilgodeses før de andre.

Ved hendes første kuld hvalpe var hun meget omsorgsfuld overfor alle hvalpe - på trods af startproblemer med en meget smertefuld mælkekirtel- betændelse.  Da hvalpene var knap 8 uger, optog hun igen sit job og   position som leder af flokken.  Easys datter, Cobby, blev introduceret i flokken da de andre var rejst hjemmefra, og Easy sørgede for at hvalpen  blev indplaceret i flokken. Hun har ikke været overbeskyttende over for sit eget afkom, men fik flokken til at fungere optimalt.

Hendes psyke er meget stærk og hun føler sig meget tæt knyttet til os mennesker, som hun er meget lydig overfor. Hun er også en meget glad hund med et stort overskud til leg og ballade. Hun er utrolig glad for børn og andre hunde, der besøger os og så ELSKER hun at ligge i sengen og hun kan ligge musestille så vi næsten ikke opdager at hun er krøbet op i sengen.

EASY ER IDAG OVER 11 ÅR OG STILL GOING STRONG

HUN ER STADIG DEN UBESTRIDTE LEDER AF FLOKKEN

 

                                                                 

        

--------------------------------------           

                                     Joyous Fantasy of gold               Født den 6 august 2000

Mor: Feelin groovy´s Be Joyous Magic  Far: Bullseye v.d. Beerse Hoeve

Tasy er halvsøster til Easy, idet de har samme far. Hun er meget velskabt og har vundet en del fine placeringer på udstilliger. Hendes temperament er supergodt med masser af overskud. Ved hendes første kuld var hun den perfekte mor, og hendes datter Holly er den dag i dag stadig hendes bedste kammerat. Hun er meget snakkende med mange forskellige lyde. Hun er simpelthen forelsket i alle mennesker, både voksne og børn.

          

-------------------------------------------------------

Bjergskovens Light of my Life  født den 16 juli 2001

Mor: Joyous Easy to Love  - Far: Tyrol Boccaccio

Cobby er flokkens største kælepotte. Hendes største fornøjelse i livet er at tilfredsstille både os mennesker men også resten af flokken.  Hun elsker simpelthen at være sammen med alle mennesker, som hun lystigt kaster sig over for at blive klappet. Cobby har vundet mange præmier på udstillinger og er af mange dommere dømt til at være perfekt skabt.

-----------------------------------

Bjergskovens Miracle of gold  født den 3 maj 2002

Mor: Joyous Fantasy of Gold  Far: Tyrol Boccaccio

Holly er  datter af Tasy og ifølge vores hundepsykolog  Mads Jørgensen noget af det stærkeste psyke han har set hos en golden retriever. Og han havde selvfølgelig ret. Hun er helt utrolig stærk og selvstændig, og det er noget af en håndfuld at skulle opdrage hende. Hun er overhovedet ikke bange for noget som helst, og for hende er et nok så solidt hegn kun en god udfordring - kan man ikke komme under eller hoppe over, ja så klatrer vi bare over. Hun besidder fremragende apporteringsevner og apporterer glad alt hvad hun bliver præsenteret for. Hun er et godt eksempel på, at en golden retriever ikke bare er et kæledyr, som alle kan håndtere, men også den perfekte jagthund, servicehund eller rednings-hund 

 

  

------------------------------------------

Bjergskovens One In A Million født den 3 nov. 2003

                                                           Mor: Joyous Easy To Love - Far: Golden Ciba´s Nalle

Hendes kaldenavn er Joy og er ligeledes top-rangeret i psykologtesten. Hun er konstant fremme hele tiden - utrolig livlig og glad og fuldstændig ligeglad med at tumle rundt blandt de andre retrievere og 3 store ulvehunde. Hun vil lege hele tiden, tumle rundt og er med på den værste med det samme. Hun er samtidig meget kærlig og vil helst være sammen med os hele tiden. Hun er pot og pande med Bounty, og de tumler dagen lang når vi er i hundeland.

-------------------------------------------

Joyous Star of Salsa født den 18 februar 2005 i Holland.

                                   Mor: Dance Date van de Beerse Hoeve - Far: Private collection van de Beerse Hove

Her kaldes han Bounty, og han er udvalgt til at være kennelens avlshanhund. En utrolig livlig og kærlig hund med masser af gå på mod. Han kommer fra en meget spændende kombination  efter 2 meget flotte hunde med masser af præmier. Samtidig kommer han fra de linier, som vi mener er den rigtige type golden retriever, nemlig den originale, der besidder alle de egenskaber som blev fastlagt ved racens tilblivelse.